Skoven kalder til fællesskab og bålmad – aftentur
Fællesskab i skoven er noget helt særligt! Udover mine ture med overnatning kan jeg nu også tilbyde en tur i skoven uden overnatning.
Det her er en aften for dig, der har lyst til at trække stikket ud, uden der er nogen forventninger til dig, uden nogen forlanger noget af dig, og uden at du skal være noget for nogen – andre end dig selv!
En aften i uge 42 mødes vi i skoven! Denne aften er alle velkommen til at deltage! Beskrivelse og tilmelding er lige på trapperne. Flere efterårsaftener er på vej i kalenderen.
En hyggelig aften i skoven
Vi mødes om eftermiddagen imellem kl. 15.30 og 16.00. Vi sidder lidt omkring bålet med en kop te/kaffe og lader roen falde på os, mens vi vender vind og vejr – og måske også noget, der stikker lidt dybere.
Når alle er landet og har fået lidt varmt at drikke, vil jeg guide jer gennem en meditation og alle de tanker, der ikke hører til her i skoven, bliver lagt væk for en stund. Vi finder jordforbindelsen sammen og slipper det, der hører til hverdagstravlheden.
Vi laver simpel aftensmad over bål og vi hjælper hinanden med at skabe et lækkert måltid mad. Når aftenen trænger sig på, solen går ned og mørket fylder skoven, danner den næsten fulde måne rammen om en smuk aften og nat i skoven. Der bliver en anden intensitet i naturen, når solen er gået ned og mørket har lagt sig – og mens vi går en tur i mørket, mærker vi vores skærpede sanser og skovens magiske energi.
Tilbage i lejren pakker vi sammen og drager hjem fra skoven med krop og sjæl fyldt af energi og glæde. Og du kan kravle i din egen seng og sikkert få en fantastisk nats søvn oven på en skøn aften.