Så sidder jeg her i stuen klokken meget, meget tidligt. Jeg kunne ikke sove mere og sidder nu med en kop god te og kigger ud i haven, mens natten bliver til dag. Disen ligger tungt og jeg kan ikke se skoven, som ligger et par hundrede meter herfra. Nok et meget godt billede på, hvordan jeg har haft det på det seneste.

For god ordens skyld skal jeg sige, at det blot er forkølelse, der har holdt mig vågen – og til sidst gad jeg ikke ligge og nyse oppe i sengen, når jeg kunne sidde her under tæppet med en kop te i stedet.

Det er tirsdag og de sidste uger har været stormfulde! Det startede med et opkald fra en journalist, der gerne ville lave et portræt af mig til Viborg Stifts Folkeblad – til søndagsavisen. Hun synes egentlig kombinationen af, at jeg er terapeut og jæger er ganske interessant, og vi aftaler, at hun skal komme hjem til mig. “Sæt 2 timer af”, sagde hun.

Torsdagen efter kommer Jane forbi. En skøn kvindelig journalist fra avisen – smilende og tillidsvækkende – og jeg tænker, at det her nok skal blive godt. Vi sætter os ved spisebordet, der hældes te i krusene og snakken går let.

TRE timer senere bryder vi op. For at Jane kan skrive den bedste artikel, er det selvfølgelig vigtigt, at hun kender til mit liv. Så jeg fortæller bare min livshistorie… råt for usødet. Aftalen er, at Jane skriver artiklen og sender den til mig til gennemlæsning. Vi er kommet vidt omkring og jeg kan godt fornemme, at det bliver en meget personlig artikel.

Følelsesmæssig rutsjetur

Allerede samme aften kan jeg godt mærke, at det her ribber op i en masse gammelt lort. Jeg husker tilbage på dagene i skolen, hvor jeg var hende, der følte sig anderledes og udenfor. Husker tilbage på ungdommen og mine teenageår, hvor jeg var ganske og aldeles uregerlig og på tværs i vrede og frustration over at blive holdt udenfor.

Jeg husker tilbage på min første mand og et virkelig usundt forhold, som nærmest udslettede mig som kvinde og menneske. Jeg husker mine små børn, som jeg forsøgte at skærme, og at jeg med kamp og stort mod forlod forholdet.

Jeg husker stress og depression. En kamp for at være en god mor – en kamp for at slå til som mor, som kvinde, som menneske.

Rigtig mange minder og følelser vælter rundt i mig de kommende dage og skubber mig totalt ud af balance. Det føles lige her, som om alting altid har været en kamp, og det skræmmer mig faktisk! For jeg ønsker ikke kamp, men jeg har egentlig ikke haft et valg…

Ud i skoven!

Om mandagen mødes jeg med en fotograf ude i skoven. Det er her i naturen, jeg finder min egen heling af krop og sjæl, det er her jeg restituerer og her jeg tænker de bedste tanker. Det er også her i naturen, jeg tager andre med ud for at komme ind til kernen af dem selv. Så selvfølgelig skal vi mødes i skoven. Fotografen og jeg går en tur rundt i skoven, får en god snak og finder undervejs nogle gode steder at tage billeder.

Cirka 45 minutter senere kører jeg hjem igen – og senere mandag sender Jane artiklen til gennemlæsning hos mig. Mit indre får en rusketur igen, fordi mine ord står på tryk og bliver “virkelige”…

Der er noget ret fantastisk over at komme ud på den anden side af stormen! I dag mærker jeg, hvor kraftfuld jeg er, når bare jeg holder fast i mig selv! Når min jernvilje og mit fighter-gen vinder over stormen – for nu at blive i den metafor, jeg lagde ud med i toppen af dette blogindlæg!

Jeg mærker lyset bryde igennem og taknemmeligheden over, at jeg har nogen, der altid er der for mig! Mine forældre – ih guder, I har været prøvede med mig! Mine børn som jeg elsker overalt på jorden, som giver mig så megen glæde, og som heldigvis støtter mig i det, jeg brænder for. Min mand, som har stået ved min side i godt 18 år – min bedste legekammerat i naturen, min støtte i alle mine skøre påfund – og min store kærlighed. Mine venner… et par stykker har været med mig helt tilbage fra teen-årene – og andre venner har jeg fundet som voksen – det kan man nemlig godt!

Hvorfor dele så åbent?

Jeg er heldig! Jeg har nemlig mærket livet – på godt og ondt. Der er absolut ting, jeg fortryder, mange ting, jeg ville have gjort anderledes i dag. Men uden mine bump på vejen var jeg ikke den, jeg er i dag. Der var engang en der sagde til mig, at det er en floskel at sige sådan, men det er jeg egentlig ret ligeglad med. Havde jeg ikke den fortid, havde jeg ikke kæmpet mine kampe, så var jeg et helt andet sted i dag. Hvor ved jeg ikke – det har jeg slet ikke evnen til at forestille mig.

I dag lever jeg et liv, jeg elsker – også selvom det af og til kræver sine kampe. Det er vigtigt for mig at lave det, jeg er passioneret omkring, jeg vil være drevet af lyst i det, jeg laver.

Jeg vælger at dele åbent… Jeg har i mange år været sådan en, der kun deler de gode ting – fordi jeg tror på, at vi får det tilbage, vi sender ud. Hvorfor skulle jeg dele negative ting? Hvorfor skulle jeg brokke mig? Hvorfor skulle jeg beklage mig? Jeg tror ikke på, at det giver hverken mig eller andre noget godt. MEN jeg tror på, at vi skal dele viden og erfaring.

Naturen heler

Vi skal turde tale om det, der gør ondt – om smerten og sorgen. Vi skal turde se vores dæmoner i øjnene for at komme ud på den anden side som hele mennesker… Stærkere? Ja, og i virkeligheden stærke fordi vi tør være sårbare og fortælle om, hvad der gør ondt. Det skal tales om, det skal deles og det skal heles. Og vi kan lade naturen hjælpe til.

Da jeg blev interviewet af Jane i forrige uge, fortæller jeg om, hvordan jeg bruger naturen i dag. Jeg fortæller om, hvordan jeg tager kvinder med ud i naturen og hvad naturen kan gøre for os. Jane siger på et tidspunkt: “Freya, du er jo i gang med at hele dig selv”. Og det er lige netop det, naturen kan. Vi kommer til stede, vi mærker os selv, smerten, sårbarheden og styrken. Vi mærker kærligheden til os selv, til naturen, til livet… Naturen heler vreden, sorgen, smerten. Det er jo ikke gjort med én skovtur! Det tager tid og jeg mærker , at der er en lille del af mig, der heler for hver gang, jeg er ude i naturen.

Kærligheden til os selv vokser, når vi er i naturen – og det er det, jeg gerne vil dele med andre! Og det er derfor, vi skal dele – også det, der gør ondt. Fordi vi heler os selv og giver til andre.

Tak fordi du læste med…

Kærlig hilsen

Jeg har taget en ordentlig tur i den følelsesmæssige rutsjebane, har slået mig lidt undervejs, er blevet sendt til tælling, og har rejst mig igen! For det er det, jeg gør – og det er det, vi skal!

Når livet gør ondt

Forleden dag sad jeg her ved mit stuebord med en journalist siddende over for mig. Vi talte i 3 timer om mig og mit liv. Det var grænseoverskridende at dele min historie, men også forløsende. Så mange minder, der væltede op i min bevidsthed, så mange følelser – sorg, frustration, angst, tristhed, vrede og tæmmet vildskab, alkohol, børn, healing, terapi, glæde, familie, ro og kærlighed!!!

Det blev bl.a. til en snak om, at livet sommetider kan gøre så ulideligt ondt! Og det gjorde det også at tale om det igen…! Det tog sgu pusten fra mig. Mest af alt fordi det altid er en del af en helingsproces at tale om det, der gør ondt eller har gjort ondt.

Det har også fået mig til at se på mit liv igen. Se på det og konstatere, at jeg er på helt rette vej. Der er ting, der skal justeres, kampe jeg ikke gider kæmpe og gaver, jeg skal tage imod og folde ud.

Du er meget velkommen til at følge med i min personlige rejse her på bloggen og på min Instagram profil.

Naturen heler!

Vi har alle en historie!

Vores historier er forskellige! Nogle af os har en historie, der virkelig gør nas, nogen har en historie, der har været uden de store udfordringer. Fælles for os alle er, at vore historier har gjort os til dem, vi er i dag! Min historie er MIN og den er mega vigtig for min personlige udvikling, ligesom din historie er DIN og den har gjort dig til dig!

Vi skal finde viljen og lysten til at rejse os, hver gang livet sender os til tælling! Men vi kan ikke altid bære vores historie selv. Nogen gange har vi brug for andre til at hjælpe os med at folde vores historie ud, tale den igennem og hele os selv! Den fortrolige og tillidsfulde samtale kan noget helt særligt – hvis vi tør lukke op, være sårbare og ærlige, kan samtalen forløse og skabe noget nyt og godt i vores liv.

Rigtig god torsdag til dig.
Kærlig hilsen