Det er den 1. marts 2019 og jeg har netop opsagt mit lejemål inde i Viborg! Og hvad så????

Tjah, det må tiden vise. Jeg mærker forandringens vinde blæse og beslutningen er kommet til mig over nat og føles helt rigtig! Jeg ved, tingene løser sig og at alt er, som det skal være. Jeg vil mere ud i naturen og jeg vil bruge naturen aktivt som et terapeutisk rum. Der er også andre ting, jeg har lyst til at forfølge – og det er tid nu.

De seneste uger har sat gang i mange refleksioner – og det er tid til forandring. Ikke alle forandringer er lige lette – eller sjove. Men beslutningen om at sige mit lejemål op føles helt rigtig hvor uendelig glad jeg end har været for at være her!

Du kan stadig booke tider i Viborg de næste måneder. Jeg har lejemålet frem til udgangen af august eller til nogen har lejet det. Du vil stadig have mulighed for at booke Nordlys Massage, også efter jeg flytter ud. Det bliver dog i en anden konstellation fremadrettet – det kommer der mere om senere.

Terapeutiske samtaler vil højst sandsynligt blive ude i naturen som walk-and-talks – det giver god mening, med den retning, min virksomhed i øvrigt tager.

Og så kommer der til at være mange flere ture for kvinder ud i skoven! Og DET glæder jeg mig til – vi skal ud, hvor vi kan vokse som mennesker.

Meget mere kan jeg ikke fortælle dig lige nu – det er en proces og jeg tager dig med på rejsen! Alt er godt 🙂

(OBS – det betyder også, at min super lækre klinik i et fantastisk arbejdsfællesskab med to skønne kvinder er ledigt for en anden heldig! Er du interesseret, så giv endelig lyd! Jeg skal nok skrive et opslag kun med det).

Kærlig hilsen
Freya

Så sidder jeg her i stuen klokken meget, meget tidligt. Jeg kunne ikke sove mere og sidder nu med en kop god te og kigger ud i haven, mens natten bliver til dag. Disen ligger tungt og jeg kan ikke se skoven, som ligger et par hundrede meter herfra. Nok et meget godt billede på, hvordan jeg har haft det på det seneste.

For god ordens skyld skal jeg sige, at det blot er forkølelse, der har holdt mig vågen – og til sidst gad jeg ikke ligge og nyse oppe i sengen, når jeg kunne sidde her under tæppet med en kop te i stedet.

Det er tirsdag og de sidste uger har været stormfulde! Det startede med et opkald fra en journalist, der gerne ville lave et portræt af mig til Viborg Stifts Folkeblad – til søndagsavisen. Hun synes egentlig kombinationen af, at jeg er terapeut og jæger er ganske interessant, og vi aftaler, at hun skal komme hjem til mig. “Sæt 2 timer af”, sagde hun.

Torsdagen efter kommer Jane forbi. En skøn kvindelig journalist fra avisen – smilende og tillidsvækkende – og jeg tænker, at det her nok skal blive godt. Vi sætter os ved spisebordet, der hældes te i krusene og snakken går let.

TRE timer senere bryder vi op. For at Jane kan skrive den bedste artikel, er det selvfølgelig vigtigt, at hun kender til mit liv. Så jeg fortæller bare min livshistorie… råt for usødet. Aftalen er, at Jane skriver artiklen og sender den til mig til gennemlæsning. Vi er kommet vidt omkring og jeg kan godt fornemme, at det bliver en meget personlig artikel.

Følelsesmæssig rutsjetur

Allerede samme aften kan jeg godt mærke, at det her ribber op i en masse gammelt lort. Jeg husker tilbage på dagene i skolen, hvor jeg var hende, der følte sig anderledes og udenfor. Husker tilbage på ungdommen og mine teenageår, hvor jeg var ganske og aldeles uregerlig og på tværs i vrede og frustration over at blive holdt udenfor.

Jeg husker tilbage på min første mand og et virkelig usundt forhold, som nærmest udslettede mig som kvinde og menneske. Jeg husker mine små børn, som jeg forsøgte at skærme, og at jeg med kamp og stort mod forlod forholdet.

Jeg husker stress og depression. En kamp for at være en god mor – en kamp for at slå til som mor, som kvinde, som menneske.

Rigtig mange minder og følelser vælter rundt i mig de kommende dage og skubber mig totalt ud af balance. Det føles lige her, som om alting altid har været en kamp, og det skræmmer mig faktisk! For jeg ønsker ikke kamp, men jeg har egentlig ikke haft et valg…

Ud i skoven!

Om mandagen mødes jeg med en fotograf ude i skoven. Det er her i naturen, jeg finder min egen heling af krop og sjæl, det er her jeg restituerer og her jeg tænker de bedste tanker. Det er også her i naturen, jeg tager andre med ud for at komme ind til kernen af dem selv. Så selvfølgelig skal vi mødes i skoven. Fotografen og jeg går en tur rundt i skoven, får en god snak og finder undervejs nogle gode steder at tage billeder.

Cirka 45 minutter senere kører jeg hjem igen – og senere mandag sender Jane artiklen til gennemlæsning hos mig. Mit indre får en rusketur igen, fordi mine ord står på tryk og bliver “virkelige”…

Der er noget ret fantastisk over at komme ud på den anden side af stormen! I dag mærker jeg, hvor kraftfuld jeg er, når bare jeg holder fast i mig selv! Når min jernvilje og mit fighter-gen vinder over stormen – for nu at blive i den metafor, jeg lagde ud med i toppen af dette blogindlæg!

Jeg mærker lyset bryde igennem og taknemmeligheden over, at jeg har nogen, der altid er der for mig! Mine forældre – ih guder, I har været prøvede med mig! Mine børn som jeg elsker overalt på jorden, som giver mig så megen glæde, og som heldigvis støtter mig i det, jeg brænder for. Min mand, som har stået ved min side i godt 18 år – min bedste legekammerat i naturen, min støtte i alle mine skøre påfund – og min store kærlighed. Mine venner… et par stykker har været med mig helt tilbage fra teen-årene – og andre venner har jeg fundet som voksen – det kan man nemlig godt!

Hvorfor dele så åbent?

Jeg er heldig! Jeg har nemlig mærket livet – på godt og ondt. Der er absolut ting, jeg fortryder, mange ting, jeg ville have gjort anderledes i dag. Men uden mine bump på vejen var jeg ikke den, jeg er i dag. Der var engang en der sagde til mig, at det er en floskel at sige sådan, men det er jeg egentlig ret ligeglad med. Havde jeg ikke den fortid, havde jeg ikke kæmpet mine kampe, så var jeg et helt andet sted i dag. Hvor ved jeg ikke – det har jeg slet ikke evnen til at forestille mig.

I dag lever jeg et liv, jeg elsker – også selvom det af og til kræver sine kampe. Det er vigtigt for mig at lave det, jeg er passioneret omkring, jeg vil være drevet af lyst i det, jeg laver.

Jeg vælger at dele åbent… Jeg har i mange år været sådan en, der kun deler de gode ting – fordi jeg tror på, at vi får det tilbage, vi sender ud. Hvorfor skulle jeg dele negative ting? Hvorfor skulle jeg brokke mig? Hvorfor skulle jeg beklage mig? Jeg tror ikke på, at det giver hverken mig eller andre noget godt. MEN jeg tror på, at vi skal dele viden og erfaring.

Naturen heler

Vi skal turde tale om det, der gør ondt – om smerten og sorgen. Vi skal turde se vores dæmoner i øjnene for at komme ud på den anden side som hele mennesker… Stærkere? Ja, og i virkeligheden stærke fordi vi tør være sårbare og fortælle om, hvad der gør ondt. Det skal tales om, det skal deles og det skal heles. Og vi kan lade naturen hjælpe til.

Da jeg blev interviewet af Jane i forrige uge, fortæller jeg om, hvordan jeg bruger naturen i dag. Jeg fortæller om, hvordan jeg tager kvinder med ud i naturen og hvad naturen kan gøre for os. Jane siger på et tidspunkt: “Freya, du er jo i gang med at hele dig selv”. Og det er lige netop det, naturen kan. Vi kommer til stede, vi mærker os selv, smerten, sårbarheden og styrken. Vi mærker kærligheden til os selv, til naturen, til livet… Naturen heler vreden, sorgen, smerten. Det er jo ikke gjort med én skovtur! Det tager tid og jeg mærker , at der er en lille del af mig, der heler for hver gang, jeg er ude i naturen.

Kærligheden til os selv vokser, når vi er i naturen – og det er det, jeg gerne vil dele med andre! Og det er derfor, vi skal dele – også det, der gør ondt. Fordi vi heler os selv og giver til andre.

Tak fordi du læste med…

Kærlig hilsen

Jeg har taget en ordentlig tur i den følelsesmæssige rutsjebane, har slået mig lidt undervejs, er blevet sendt til tælling, og har rejst mig igen! For det er det, jeg gør – og det er det, vi skal!

Når livet gør ondt

Forleden dag sad jeg her ved mit stuebord med en journalist siddende over for mig. Vi talte i 3 timer om mig og mit liv. Det var grænseoverskridende at dele min historie, men også forløsende. Så mange minder, der væltede op i min bevidsthed, så mange følelser – sorg, frustration, angst, tristhed, vrede og tæmmet vildskab, alkohol, børn, healing, terapi, glæde, familie, ro og kærlighed!!!

Det blev bl.a. til en snak om, at livet sommetider kan gøre så ulideligt ondt! Og det gjorde det også at tale om det igen…! Det tog sgu pusten fra mig. Mest af alt fordi det altid er en del af en helingsproces at tale om det, der gør ondt eller har gjort ondt.

Det har også fået mig til at se på mit liv igen. Se på det og konstatere, at jeg er på helt rette vej. Der er ting, der skal justeres, kampe jeg ikke gider kæmpe og gaver, jeg skal tage imod og folde ud.

Du er meget velkommen til at følge med i min personlige rejse her på bloggen og på min Instagram profil.

Naturen heler!

Vi har alle en historie!

Vores historier er forskellige! Nogle af os har en historie, der virkelig gør nas, nogen har en historie, der har været uden de store udfordringer. Fælles for os alle er, at vore historier har gjort os til dem, vi er i dag! Min historie er MIN og den er mega vigtig for min personlige udvikling, ligesom din historie er DIN og den har gjort dig til dig!

Vi skal finde viljen og lysten til at rejse os, hver gang livet sender os til tælling! Men vi kan ikke altid bære vores historie selv. Nogen gange har vi brug for andre til at hjælpe os med at folde vores historie ud, tale den igennem og hele os selv! Den fortrolige og tillidsfulde samtale kan noget helt særligt – hvis vi tør lukke op, være sårbare og ærlige, kan samtalen forløse og skabe noget nyt og godt i vores liv.

Rigtig god torsdag til dig.
Kærlig hilsen

Tredje og umiddelbart sidste del af de ret personlige blogindlæg om det, der fylder meget for mig lige nu… #skridsmerter og #modicforandringer

Jeg har brug for at dele – sharing is caring! Det er en måde for mig selv til at forstå det – og så tror jeg på åbenhed.
“Hvordan går det?” “Fint, hvad med dig?”… Kender du det?

Vi spørger og svarer pr. automatik! Hvorfor? Det er da ikke særlig ærligt eller særlig nærværende! Har vi ikke lyst til at være så personlige med andre mennesker, at vi kan sige, hvordan vi rent faktisk har det? Selvfølgelig kommer det an på, hvem det er der spørger. Men hvad er vi så bange for? Vi er mennesker af kød og blod allesammen. Vi har alle følelser, vi har alle optursdage og vi har alle nedtursdage. Spørgsmålet er bare, hvordan vi tackler det… Jeg tror på kærligheden mellem mennesker, jeg tror på, vi kan noget sammen, jeg tror på at dele. Sharing is caring.

Fik du ikke læst del 1, så find den her. Del 2 finder du her.

Nogle dage efter min henvendelse modtager jeg et brev med MR-billeder og beskrivelse. Det er jo ikke dansk, så jeg kan forstår det, sådan noget lægefagligt sprog… så jeg tager beskrivelsen med til min gode ven Kim, så vi kan få oversat det til alm. menneskesprog – og så skal jeg selvfølgelig have noget akupunktur.

Vi gennemgår beskrivelsen og han kredser om noget jeg aldrig før har hørt om.

At der står, der er degeneration er ikke noget der skubber yderligere til mig. Det vidste jeg jo godt. Og at der er en begyndende prolaps lige dér, hvor der ikke er noget plads (mellem S5 og L1), undrer mig heller ikke. Det var jo ret klart ud fra røntgenbillederne.

#Modicforandringer?

Men beskrivelsen “degeneration med Modic forandringer” siger mig ikke en dyt, jeg aner ikke, hvad det vil sige. Så i løbet af de 5 minutter, det tager Kim at fortælle mig, hvad Modic forandringer er, falder alle brikkerne til puslespillet på plads! Det tror da fanden jeg har ondt og det tror fanden, jeg også er blevet nærmest depri og stresset over at min krop er så træls (pardon mit franske)…

“Modic forandringer” er kommet ind i mit liv. Som en form for “ramme” for, hvad der egentlig er galt med min lænd.

Da jeg kom hjem, gik jeg (selvfølgelig) igang med at læse om Modic forandringer på nettet. Jeg må sige, at jeg blev mega ked af det undervejs. Prognoserne for at blive smertefri eller behandle forandringerne er ikke gode i øjeblikket. Og det gør mig virkelig ked af det. Omvendt så giver det lidt klarhed over min situation.

Modic forandringer er forandringer i ryghvirvlerne, ofte en inflammatorisk tilstand. Forandringerne kan være både i hvirvellegemet, og i endepladerne som støder op til og er indvævet i discus. Det er en ændring i knoglefibrene inde i ryghvirvlerne, og man mener der er 3 forskellige typer af Modic forandringer, 1, 2 og 3. Mine er defineret til at være type 1 og 2.

Forandringerne giver rygsmerter, som modsat andre rygpatienter er ret konstante. Øvelser, kiropraktor og andre behandlinger synes heller ikke at afhjælpe smerter.

Læs mere om Modic forandringer her på Modic Klinikkens hjemmeside.

Modic forandringer kan ikke ses på røntgenbilleder, derfor er jeg glad for at jeg holdt fast i, at jeg ville have foretaget en MR- scanning. For ingen syntes jo noget var galt – og nu har jeg så selv måttet finde ud af det alligevel!

Jeg vælger at tro på, at det bliver sat mere fokus på området og at der med tid findes bedre behandlingsmuligheder end dem, der er i dag.

Don´t you dare!!!

JEG ER KUN 48!!! I min allerbedste alder, og jeg skal bruge mange – MANGE – år endnu til at lege med mine børnebørn, hygge med mine børn, danse skørt til høj musik, gå på jagt, vandre i naturen i Arizona og bestige bjerge, knokle lidt med hus, elske vildt og inderligt og nyde livet fuldt ud. Og jeg vil simpelthen ikke sættes i stå hverken fysisk eller mentalt af at min ryg og mit bækken er skævt… jeg vil ikke! Jeg vil kunne give massage, som jeg værdsætter så højt! Jeg vil undervise i yoga igen, fordi det gør mig godt i krop og sjæl! Jeg vil ikke steppe ned fra det, jeg laver i dag… Nobody puts baby in the corner, det vil jeg ikke acceptere!

Alle de følelser, der væltede ind over mig i dagene efter jeg forstod MR-scannings beskrivelsen, gav mig lysten til at skrive og få det UD af mit system… Det er noget underligt noget at gå med inden i sig selv. Og jeg tænkte, at jeg helt sikkert ikke er alene om det. Jeg er ikke en, der piver eller har selvmedlidenhed. Jeg er ikke sådan en, der synker ned i negativitet og pessimisme. Men jeg tror på, at det er sundt at mærke efter, hvad der bor i en, både det fantastiske og det svære. Jeg tror på, vi som mennesker – og nok mest os kvinder – er kommet lidt for langt væk fra at MÆRKE os selv. Sommetider mærker man bedst, når man deler med andre, det giver mulighed for at få det gennem systemet… og det er det, jeg gør her.

Giv slip

Måske læser du det her og tænker, at du godt kender det jeg skriver om, eller noget i samme stil? Det er egentlig lige så meget derfor jeg skriver – for at være med til at lukke op ind til dig og din smerte – fysisk eller emotionel.

Og nu slipper jeg… Modic og andet skrammel kommer nok op igen i ny og næ – men for nu er det nok. Stilheden er brudt og jeg håber, december bliver en god måned med kærlighed, power, sårbarhed, vilje, åbenhed og nydelse.

Tak fordi du har læst med hele vejen. Næste blogindlæg handler om, hvad man kan gøre af godt, når smerter, tunghed og træthed fylder mere end godt er…

Kærlig hilsen

#freyachalotte #modicforandringer #skridsmerter #nobodyputsbabyinthecorner

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg deler de her personlige ting med dig, som  #skridsmerter #skævtbækken #tankemylder #liveterandetendendanspåroser

Det skal jeg sige dig, hvorfor jeg gør. For det første er det ikke normalt, at der er stille fra mig så længe! Jeg har brug for at dele, at jeg er her, at det ikke nødvendigvis er let, men at jeg kommer stærkt igennem det. Det er også en måde at forholde mig til min situation og kunne komme videre… slippe tankemylderet! Og så ved jeg, at der er andre derude, som også er udfordrede – I skal vide, I ikke er alene!

Fik du ikke læst del 1, så find den her.

This is me – den stærke, powerfulde, overskudsagtige, sommetider-lidt-for-meget-efter-nogens-mening, ærlige Freya er også et helt almindeligt menneske. Oftest vælger jeg dog at være positiv, acceptere det der er svært, men gå stærkt videre… Livet er bare sommetider skrøbeligt! Ved at dele min sårbarhed håber jeg også at kunne give noget til andre…

Det starter vel mest som en følelse af stress, tungsind og træthed… altså sådan mere end efterårstræthed… Jeg forstår simpelthen ikke, at jeg har det sådan og er bare klar over, at jeg er nødt til at gøre et eller andet ved det. Jeg får en tid hos min egen læge, som er en skøn og forstående en af slagsen. Hun vil egentlig allerhelst sygemelde mig helt, men sådan fungerer tingene jo ikke, når man er mig og er selvstændig!

Når man er graver, finder man ting og sager!

Handlingsorienteret som jeg er, begynder nu rejsen ind i forståelse af røntgenbilleder og beskrivelser af MR-scanninger…

Efter en snak med min gode ven og akupunktør, får jeg fat i mine røntgenbilleder på Viborg Sygehus. De blev taget i starten af 2015 efter en del beklagelser hos min læge om mine smerter. De gav tilsyneladende ikke årsag til nogen særlig bekymring (fra lægernes side), jeg blev i hvert fald ikke orienteret om det andet, end at der er degeneration i min lænd, altså slidgigt.

Årsagen til, at min nåleven Kim gerne vil se billederne er egentlig fordi han gerne vil udmåle min benlængdeforskel. Vi ved nemlig, at mine ben ikke er lige lange – men han vil gerne måle dem ordentligt ud, så jeg kan blive rettet op med noget i eller under mine sko. Det kan tage en masse energi at kompensere for forskellig benlængde (det havde jeg sgu ikke lige tænkt på, men okay, it makes sense)!

Kim åbner billederne og siger ganske kort: “Jeg kan sgu godt forstå, du har det skidt”! Det viser sig nemlig, at mit bækken er åbenlyst monster skævt og det er nok her, hele problematikken starter! Et skørt skævt bækken, som sandsynligvis stammer fra en rigtig træls bækkenløsning for… 23 år siden!

Han kan også se degeneration i min nederste del af lænden – og han kan se, at der er ikke meget plads mellem ryghvirvlerne. Faktisk er der næsten ingen plads! Samtidig er min rygsøjle skubbet skæv ifm mit bækkens skævhed. Okay – det er jo rent fysisk, tænker jeg… Men alting hænger sammen, det er jo også sådan jeg selv ser på det jeg laver!

Som at få en spand kold vand i hovedet…

Følelsen inden i, sådan cirka!

En bækkenløsning, der ikke er blevet rettet giver overbelastning af nervesystemet og skaber en masse rod, og det kan give netop de symptomer jeg har: Kroniske smerter, træthed og en form for depressiv tilstand. Det føles egentlig lidt, som om jeg får en spand kold vand i hovedet!!! Det lyder bare totalt surrealistisk og jeg har sgu svært ved at ta´ det ind… og allermest forstå, hvorfor man kan få taget røntgenbilleder af lænden og de KUN kigger på, om der er slid og intet andet!

Jeg får akupunktur og har faktisk et par smertefrie dage og nætter. Det husker jeg ikke, hvornår jeg sidst har haft i den her grad! WOW den følelse af at vågne om natten og IKKE have ondt, det er SÅ crazy!

Men jeg siger dig… alle de tanker, der kunne rende igennem mit hoved efter den besked! Hvor skørt det er, at en så gammel skade kan have lavet så stor skade… Hvorfor ingen har talt med mig om noget så åbenlyst som det, vi kan se med vores blotte øjne… Kan det rettes op… Hvad skal der til… Hvem kan… og hvornår?

Tankerne flyver rundt i hovedet på mig og jeg tænker, jeg vil have fat i beskrivelsen fra den MR-scanning, jeg også fik lavet i 2015. Da røntgenbillederne ikke viser “noget særligt” og jeg bare får en besked om degeneration, bad jeg om at benytte min sundhedsforsikring og få lavet en MR-scanning.

Og ja – vi tager da bare lige et kapitel mere i den her blog i morgen, hvor jeg fortæller lidt om, hvad resultatet af den 2 1/2 år gamle MR-scanning viste…

#skridsmerter

Jeg holder stadig hovedet over vandet, men shit, hvor er det en tur i den helt store rutchebane #skridsmerter #dontmesswithme #jegkommerstærktigen

Ja, #skridsmerter er nok noget af det, jeg oftest har haft lyst til at skrive den sidste tid!

De seneste måneder har nemlig været noget af en mundfuld! Og tingene er bare ikke helt gået, som jeg har ønsket mig dem. Jeg har været ret fraværende på de sociale medier og også her på bloggen, som ellers var kommet godt igang. Men det er ikke uden grund!

Der har været SÅ meget godt, skønt, vidunderligt og livsforandrende i mit liv (på den absolut fede måde)!

Jeg er blevet mormor igen og mit hjerte bobler over, bare jeg tænker på det! Jeg er så uendeligt stolt af min datter og hendes måde at håndtere sine to små drenge på. Jeg har brugt rigtig meget tid sammen med hende og mine to skønne børnebørn de sidste måneder (den yngste er kun halvanden måned gammel). Det er en gave at være så tæt på, så vi snildt kan hjælpe til med børn og alt det praktiske.

Klinikken kører fint, jeg har nogle rigtig gode forløb med klienter, som er modige og som jeg elsker at få lov at hjælpe i deres liv. Det må jeg sige: Det er virkelig skønt at kunne give noget af sig selv, hjælpe, støtte, rådgive gennem samtaleterapi og kropsterapi… I looove it, som Ole Henriksen nok ville sige!

Jeg har fundet et nyt lejemål til klinikken (mere om det senere) og jeg GLÆDER mig til at byde indenfor i januar måned. Der kommer mere om det her på siden meget snart!

Mine to vidunderlige børnebørn, som får alt der ikke er godt til at forsvinde!

#skridsmerter

Jah, det er efterår, der er ikke så mange lyse timer – men det har bare været mere, end jeg synes er okay. Samtidig har mine tanker kørt i døgndrift! Det kan faktisk godt være en kende stressende, at der altid er gang i tankevirksomheden derinde.

Og så er der smerterne… de der smerter, der bare altid er der! Jeg har været ret udfordret på min lænd i nogle år nu… men hvad – som mange andre bliver jeg jo bare i sadlen og rider videre i livets landskab af op- og nedture. Nogle perioder har været gode – jeg har faktisk haft et helt år, hvor jeg næsten ikke havde ondt. Men den tid er længe ovre og nu er det en pine at vågne om natten for at vende mig… Svært at komme ud af sengen… Svært at få strømper og sko på… Not-fun-at-all efter en dags arbejde i huset med at male eller hvad jeg nu end har lavet… Men jeg har på en eller anden måde accepteret at de er der og levet med dem! Jeg ved, mange har det sådan… vi lever med smerten og det unormale bliver det normale… skørt!

Jeg er blevet klogere (joh, den er god nok)!

Jeg er de sidste uger blevet meget klogere på, hvad der er galt! Og nu ved jeg, at det er min krop, der stresser mit nervesystem og skaber den tunge og trætte tilstand… Jeg vil gerne fortælle mere, men så bliver det en længere roman! Er I nysgerrige, kan I læse med her på bloggen, jeg skal nok skrive mere senere.

Så kære venner, klienter, naboer, jer der elsker mig og jer, der synes jeg er for meget, kolleger og mennesker i mit netværk! Nu ved I lidt om, hvorfor jeg har været stille den seneste tid! Hvorfor jeg har været glimret i min forglemmelse af fødselsdage og i andre praktiske ting osv… Giv mig lidt tid, jeg kommer stærkt tilbage – jer der kender mig ved det er sådan det er!

Livet er lige hér og lige nu – og det skal leves! Jeg skal tumle med mine børnebørn, jeg skal vandre i Arizonas bjerge, jeg skal lege, jeg skal elske! Og jeg vil ikke lade mig stoppe af smerter!

Kys det nu, det satans liv 🙂 – og så #skridsmerter

Wauw, den kærlighed!!! Her gik jeg og troede, jeg lige havde styr på det hele – på bloggen og på mig selv! Men kærlighed ændrer altid alting!

Jeg ville jo ha´ skrevet et blogindlæg på den nye Freyas Blog i mandags og var også godt igang. Men jeg skulle være mormor “lige om lidt” og den sidste uges tid bare været skør og meget væren i nuet. Så i tirsdags skete det! Jeg blev mormor – for 2. gang og jeg er væltet bagover af kærlighed og taknemmelighed!

Det der med at blive mormor er bare noget helt særligt! Jeg troede at det med at blive mor var stort – men det her er ikke mindre stort! Jeg er så fyldt op af stor kærlighed og er dybt taknemmelig for, at det lille menneske er landet i vores liv.

Det er sådan nogen dage som disse, at jeg mærker, hvad kærlighed virkelig er! Sådan helt ind i kernen af begrebet kærlighed!

Jeg er blevet ældre nu – kærlighed ER bare vigtigst

Selvfølelig er jeg meget ændre nu, end da jeg selv fik børn. Jeg er blevet mere blød i kanterne og jeg er blevet SÅ meget klogere efter jeg er blevet ældre. Jeg har fundet ind til mine værdier i livet, meget mere, end jeg havde da jeg var ung og blev mor. Kærligheden blomstrer til mit lille nye barnebarn – og til mit “store” barnebarn på 3 år. Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg fik børn tidligt, også selvom det ikke var spor let i den situation jeg stod i og selvom jeg ikke var den mor, jeg gerne ville være, når jeg ser tilbage. Men at blive mor tidligt betyder i dag, at jeg kan NYDE at være mormor til 2 lækre drenge, inden jeg er blevet 50!

Jeg er – faktisk – blevet meget bedre til at være i nuet! Det er også derfor, det ikke var “vigtigt nok” at skrive på bloggen i sidste uge! Jeg har været til stede sammen med min datter i det omfang, hun havde brug for mig og nu sammen med den lille familie.

Og ved du hvad? Det er den mest fantastiske fordel ved at være selvstændig! Jeg kan selv bestemme, hvornår jeg arbejder og hvornår jeg er sammen med min familie. Længe leve friheden til at gøre det, vi brænder for og er passionerede omkring. Længe leve friheden til at være sammen med de mennesker, der betyder mest i vores liv.

Kærligheden er det allervigtigste i mit liv og min største drivkraft!

Kærlig hilsen mormor…