Tredje og umiddelbart sidste del af de ret personlige blogindlæg om det, der fylder meget for mig lige nu… #skridsmerter og #modicforandringer
Jeg har brug for at dele – sharing is caring! Det er en måde for mig selv til at forstå det – og så tror jeg på åbenhed.
“Hvordan går det?” “Fint, hvad med dig?”… Kender du det?
Vi spørger og svarer pr. automatik! Hvorfor? Det er da ikke særlig ærligt eller særlig nærværende! Har vi ikke lyst til at være så personlige med andre mennesker, at vi kan sige, hvordan vi rent faktisk har det? Selvfølgelig kommer det an på, hvem det er der spørger. Men hvad er vi så bange for? Vi er mennesker af kød og blod allesammen. Vi har alle følelser, vi har alle optursdage og vi har alle nedtursdage. Spørgsmålet er bare, hvordan vi tackler det… Jeg tror på kærligheden mellem mennesker, jeg tror på, vi kan noget sammen, jeg tror på at dele. Sharing is caring.
Fik du ikke læst del 1, så find den her. Del 2 finder du her.
Nogle dage efter min henvendelse modtager jeg et brev med MR-billeder og beskrivelse. Det er jo ikke dansk, så jeg kan forstår det, sådan noget lægefagligt sprog… så jeg tager beskrivelsen med til min gode ven Kim, så vi kan få oversat det til alm. menneskesprog – og så skal jeg selvfølgelig have noget akupunktur.
Vi gennemgår beskrivelsen og han kredser om noget jeg aldrig før har hørt om.
At der står, der er degeneration er ikke noget der skubber yderligere til mig. Det vidste jeg jo godt. Og at der er en begyndende prolaps lige dér, hvor der ikke er noget plads (mellem S5 og L1), undrer mig heller ikke. Det var jo ret klart ud fra røntgenbillederne.
#Modicforandringer?
Men beskrivelsen “degeneration med Modic forandringer” siger mig ikke en dyt, jeg aner ikke, hvad det vil sige. Så i løbet af de 5 minutter, det tager Kim at fortælle mig, hvad Modic forandringer er, falder alle brikkerne til puslespillet på plads! Det tror da fanden jeg har ondt og det tror fanden, jeg også er blevet nærmest depri og stresset over at min krop er så træls (pardon mit franske)…
“Modic forandringer” er kommet ind i mit liv. Som en form for “ramme” for, hvad der egentlig er galt med min lænd.
Da jeg kom hjem, gik jeg (selvfølgelig) igang med at læse om Modic forandringer på nettet. Jeg må sige, at jeg blev mega ked af det undervejs. Prognoserne for at blive smertefri eller behandle forandringerne er ikke gode i øjeblikket. Og det gør mig virkelig ked af det. Omvendt så giver det lidt klarhed over min situation.
Modic forandringer er forandringer i ryghvirvlerne, ofte en inflammatorisk tilstand. Forandringerne kan være både i hvirvellegemet, og i endepladerne som støder op til og er indvævet i discus. Det er en ændring i knoglefibrene inde i ryghvirvlerne, og man mener der er 3 forskellige typer af Modic forandringer, 1, 2 og 3. Mine er defineret til at være type 1 og 2.
Forandringerne giver rygsmerter, som modsat andre rygpatienter er ret konstante. Øvelser, kiropraktor og andre behandlinger synes heller ikke at afhjælpe smerter.
Læs mere om Modic forandringer her på Modic Klinikkens hjemmeside.
Modic forandringer kan ikke ses på røntgenbilleder, derfor er jeg glad for at jeg holdt fast i, at jeg ville have foretaget en MR- scanning. For ingen syntes jo noget var galt – og nu har jeg så selv måttet finde ud af det alligevel!
Jeg vælger at tro på, at det bliver sat mere fokus på området og at der med tid findes bedre behandlingsmuligheder end dem, der er i dag.
Don´t you dare!!!
JEG ER KUN 48!!! I min allerbedste alder, og jeg skal bruge mange – MANGE – år endnu til at lege med mine børnebørn, hygge med mine børn, danse skørt til høj musik, gå på jagt, vandre i naturen i Arizona og bestige bjerge, knokle lidt med hus, elske vildt og inderligt og nyde livet fuldt ud. Og jeg vil simpelthen ikke sættes i stå hverken fysisk eller mentalt af at min ryg og mit bækken er skævt… jeg vil ikke! Jeg vil kunne give massage, som jeg værdsætter så højt! Jeg vil undervise i yoga igen, fordi det gør mig godt i krop og sjæl! Jeg vil ikke steppe ned fra det, jeg laver i dag… Nobody puts baby in the corner, det vil jeg ikke acceptere!
Alle de følelser, der væltede ind over mig i dagene efter jeg forstod MR-scannings beskrivelsen, gav mig lysten til at skrive og få det UD af mit system… Det er noget underligt noget at gå med inden i sig selv. Og jeg tænkte, at jeg helt sikkert ikke er alene om det. Jeg er ikke en, der piver eller har selvmedlidenhed. Jeg er ikke sådan en, der synker ned i negativitet og pessimisme. Men jeg tror på, at det er sundt at mærke efter, hvad der bor i en, både det fantastiske og det svære. Jeg tror på, vi som mennesker – og nok mest os kvinder – er kommet lidt for langt væk fra at MÆRKE os selv. Sommetider mærker man bedst, når man deler med andre, det giver mulighed for at få det gennem systemet… og det er det, jeg gør her.
Giv slip
Måske læser du det her og tænker, at du godt kender det jeg skriver om, eller noget i samme stil? Det er egentlig lige så meget derfor jeg skriver – for at være med til at lukke op ind til dig og din smerte – fysisk eller emotionel.
Og nu slipper jeg… Modic og andet skrammel kommer nok op igen i ny og næ – men for nu er det nok. Stilheden er brudt og jeg håber, december bliver en god måned med kærlighed, power, sårbarhed, vilje, åbenhed og nydelse.
Tak fordi du har læst med hele vejen. Næste blogindlæg handler om, hvad man kan gøre af godt, når smerter, tunghed og træthed fylder mere end godt er…
Kærlig hilsen
#freyachalotte #modicforandringer #skridsmerter #nobodyputsbabyinthecorner
