Parforholdets powerfulde muligheder

september 18th, 2018 Posted by Parforholdet 0 thoughts on “Parforholdets powerfulde muligheder”

Jeg havde glemt det! Jeg havde vitterligt glemt det! Hvor powerfuldt et PREP-kursus er…

Jeg valgte for snart 3 år siden at blive PREP-kursusleder (PREP står for “Prevention and Relationship Enhancement Program”. Lidt fordansket kaldes det “Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold”). Dengang havde jeg en intentionen om at afholde kurser, som vitterligt kan hjælpe parforholdet.

Men kender du det? At du har været på et kursus, skide spændende i øvrigt! Og så kommer du hjem og hverdagen tager over og du glemmer, hvorfor du egentlig tog på det der kursus! Sådan var det for mig og PREP. Eller nej, jeg glemte ikke, hvorfor jeg tog på det. Andre ting havde bare også vigtighed. Og egentlig var det underligt, for jeg var vildt begejstret – men ja, livet kom og tog over, hverdagen buldrede afsted og jeg fik ikke gjort mere ved det.

I april måned i år besluttede jeg mig for at tage på en PREP brush-up dag. Det blev min måde at komme tilbage til begejstringen og en gen-opdagelse af, hvor powerfuldt et parforhold kan være, hvis man har de rette værktøjer!

Men hvorfor? Vi kan nok klare os uden!

Tjoh, tjah det kan “vi” jo… og livet går sin gang! Nogen skændes tit, andre sjældent. Nogen føler sig låst fast i et forhold, de egentlig gerne ville være frie i. Nogen ville ønske, de turde sige noget til deres partner – andre ville ønske, de kunne fortælle, hvad de egentlig drømmer om. Nogen går fra hinanden, nogen får børn, nogen finder sammen med nye partnere osv osv osv… og vi klarer os jo. Nogen gør… andre gør ikke.

Så hvorfor? Jamen fordi vi – må jeg gå ud fra – vælger at gå ind i et parforhold, fordi vi bliver forelsket, fascineret, vild med, glad for, og tænder på et andet menneske. Og alt er bare så godt i starten! Vi er nyforelskede, sorgfri, ubekymrede – ja, det er ofte sådan lidt rosenrødt i starten. Der er ikke så meget at diskutere, vi romantiserer hinandens små pudsige fejl og mangler – eller slår det hen, vi ikke er helt så vilde med.

Hverdagen æder drømmene

Men så kommer hverdagen jo… den der hverdag, der æder drømmene og den første stormfulde forelskelse! Vi får ikke sagt det der virkelig er vigtigt, vi går på listesko – fordi det er nemmest. Vi “glemmer” at fortælle ting fra hverdagen, vi antager og tror vi ved, hvad den anden mener, tænker og tror. Vi er forskellige, men fælles for os er, at vi agerer ud fra os selv og med tiden glemmer, at den anden ikke er os – men en, der har andre følelser, andre holdninger og ser tingene fra en anden vinkel.

Og vi får ikke altid talt om det! Vi vælger at lade være, gå sure i seng eller være pigesure over, at han ikke lige kan fornemme, at vi har brug for et kram…

PREP er for alle – man behøver ikke have håret i postkassen!

Udover brush-up kurset for nylig, så valgte jeg også at sige ja tak til at være med som observatør på et PREP-kursus for par. På den måde kunne jeg få fornemmelsen af, hvordan kurset holdes og arrangeres – OG jeg fik et fantastisk blik ind i 10 meget forskellige pars parforhold. Det var en gave af den anden verden!

10 par – vidt forskellige, de yngste var måske i slutningen af 20´erne, ét sammenbragt par, og resten var par, der har været sammen i alt fra 4 til 38 år! Yes, 38 år.

Alle kom de for at blive bedre til at være i deres parforhold. Blive bedre til at være en god partner, blive bedre til at tale konstruktivt om tingene, blive bedre til at give udtryk for følelser og holdninger. Finde ud af, hvordan et følsomt emne kan blive et rigtig godt samtaleemne – uden at smække med døren bagefter! Ingen af parrene var på skilsmissens rand eller ønskede at finde ud af, om de skulle gå hver til sit. De ønskede bare at blive bedre som par!

Det er guld… men ingen kommer og forærer dig det

Gaven i at sidde der på allerbageste række og tage notater – og observere… WAUW!

Efter den her weekend er jeg klar, for ALLE par burde få tilbudt et PREP-kursus! Det er så givende og så fin en proces, parrene går igennem med hinanden.

Som par øver I jer i at have samtaler, hvor I begge bliver hørt og forstået. Det er ikke parterapi, men et kursus, der foregår som holdundervisning og suppleres af private samtaler parrene imellem. Der er ingen der forventer, at I deler jeres private liv med andre deltagere på kurset.

Det er guld! Intet mindre! Men du skal selv ud og opsøge det, for ingen kommer og forærer dig det. Eller jo, for jeg fortæller dig jo faktisk, at du har en mulighed for at skabe mere glæde og samhørighed i dit parforhold. Du kan læse mere inde på min side om PREP.

Jeg har mit første kursus i Viborg i november og det næste planlægges som internatkursus med overnatning et sted i Jylland. Men det er ikke derfor, jeg skriver det her – jeg har bare brug for at skrive det – det her er et GODT, simpelt og meget brugbart redskab til parforholdet.

Tak fordi du læste med – jeg håber, vi ses.

Kærlig hilsen
Freya Chalotte

KONTAKT